ARKIV

6. feb. 2012

De kære minder

Det var ikke længe min bog kunne holde. Jeg begyndte på den næste bog i serien om Karoline i går aftes til sengetid, og vupti den blev jeg færdig med for et par timer siden. I Karoline og Sylvester af Birgitte Rasmussen og Mette Honoré møder vi endnu engang søde og sjove Karoline. Vi dumper ned midt i gymnasiefester, lektier, kærester, flirter, åndsvage forældre, kørekort og 18 års fødselsdag. Den ene side vender den anden, mens man svælger jer kærestesorger, julebajer, vegetarmad og papforældre. Den er så absolut lige så let og ligetil og skøn som den første bog, så hvis man er blevet lidt lun på Karolines verden, så kan man roligt begynde på Karoline og Sylvester. Må indrømme at jeg allerede nu har læst de første mange sider i den næste bog - Karoline på egne ben, og jeg tror, det bliver lidt vemodigt, når Karoline bliver stort nok til at klare sig uden mig som læser. 

Dags dato er jeg i mega dårlig humør - har lyst til at tude over ingenting, synes verden er noget møg, synes tunnelen er mørk, og at der er alt alt for lang tid til weekend. Så istedet for at skrive et ynkeindlæg om noget som jeg ikke engang ved - for jeg ved ikke hvorfor jeg er ynkelig i dag - OG NEJ JEG HAR IKKE MENSTRUATION ELLER SKAL HAVE DET, JEG ER BARE SUR, OK! LAD MIG BARE VÆRE! Så vil jeg istedet tage dig med en tur ned af memorylane, for sammen med Karoline er jeg et godt stykke dernede af den der mindevej....

Gymnasietiden. For mange teenagere er det den allerbedste tid i deres liv, og mange ser tilbage på de 3 år som værende noget ganske særligt. Jeg var overhovedet ikke særlig vild med gymnasiet! Jeg synes, at det var 3 møghårde år - ikke lektiemæssigt, men sådan menneskeligt. Jeg kom i klasse med en ordentlig bunke drenge og ikke ret mange piger, og jeg synes, at det var fandens svar at finde min plads i hierarkiet. Faktisk så svært at jeg midt i 1.g seriøst overvejede at droppe ud  og lave noget andet. Heldigvis fandt jeg Katedralskolens kor, og det blev min redning. Her fandt jeg mig en plads, nogle gode venner og bedst af alt så fandt jeg mig tilpas der. Jeg kunne finde ud af at være mig midt i alle hormonerne, usikkerheder, kærestesorgerne, åndsvage forældre og bunker af lektier. Koret var SERIØST (eller nok mere smadderhyggeligt og skægt), men vi sang meget og flerstemmig, og vi var sågar i udlandet en gang om året for at optræde. Ind i mellem tjente vi faktisk også penge på at synge, og jeg var virkelig glad, når jeg stod der sammen med en hel flok dejlige mennesker og sang. Musik spiller på alle følelserne, og musik gør mennesker glade, og det er da rart at gøre folk glade. 

Gymnasietiden var også fester. Jeg var en god blanding mellem den ALT for pæne pige, som sagtens kunne finde på at sidde hjemme fredag aften med forældre og lave lidt lektier, og den mindre forsigtige pige som også godt kunne feste med de andre. Gode minder om hyggelig samvær på bænken foran balustraden, dans til "plader vi hader", hemmelig kys på mørke gange, grimme ølsmag (kan ikke lide øl), pigefnidder, tøsegrin, meget kolde lår ude i frostvejr, hvidvin, lang tur gennem Borgvold, fadølsfest på Chaplin og forfester. 

Mindes desværre også enkelte pinlige episoder, men heldigvis glider de mere og mere i baggrunden med alderen - om det så er fordi de betyder mindre nu eller om det er hukommelsen den bliver gal med her over de 30 - det husker jeg ikke.

Har lige læst det ovenstående igennem - hmmmm hvorfor var det lige, at jeg ikke var vild med gymnasiet? Det lyder da meget sjovt, hyggeligt og indholdsrigt det hele - men jeg kunne bare ikke rigtig finde mig til rette. Følte mig ikke god nok, brugte utrolig meget tid på at overveje hvad de andre tænkte, kunne de overhovedet lide mig, var jeg dygtig nok, var jeg smart nok, var jeg sej nok - jeg var bare overhovedet ikke mig. En skarp læser vil nok her indskyde, at det gør jeg jo knap nok nu. Nej det gør jeg ikke, men jeg føler mig nu alligevel mere hjemme i mine omgivelser nu end jeg gjorde dengang. Skulle jeg gå i gymnasiet igen, så skulle det være med den alder, viden og livserfaring, som jeg har nu. For så små gymnasieelever på 17-18 år, så skal mor her nok lige vise jer hvem der ved en ting eller to. Måske det faktisk ikke ville være så tosset, tror faktisk jeg ville være helt god til det. For jeg er bestemt ikke altid særlig god til at være voksen og 30 år, men atten år det må jeg da kunne, jeg har jo trods alt prøvet det før.

Nu vil jeg gå i min seng, hygge mig i selskab med Karoline, for nogle gange må man gerne være lidt sentimental.

GODNAT 

4 kommentarer:

  1. dette er en test

    SvarSlet
  2. Aaaah, din blog er jo fast rutine i min hverdag nu, min skønne skønne Nina!

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre :-) og nu også med mulighed for kommentarer - måske jeg er den første tekniknørd eller not :-)

      Slet
  3. Og det er dejligt at du har det bedre med dig selv med årene...som de fleste andre....kan kun fortælle dig, at det bliver endnu bedre når du bliver 40....Det er fantastisk....og så er man bare så lige glad med hvad andre mener og hviler i sig selv og er god til at tage de rigtige beslutninger som er de bedste for en selv...uden at tage andres mening med ind i sine beslutninger....glæd dig til at blive ældre, men nyd hver alder....du vil tænke tilbage med varme. Knus Dorte - et bekendtskab fra fortiden

    SvarSlet

Smid endelig en kommentar