ARKIV

25. okt. 2012

Min nye bedste ven

Med fare for at fornærme nogen af de dejlige mennesker, som jeg omgiver mig med, så har jeg altså fået en ny bedste ven.

Jeg har egentlig kun lånt min nye bedste ven. Men jeg elsker "hende" allerede meget højt, og jeg er allerede ved at udtænke planer, så jeg kan få en ny bedste ven som evigt eje.

Min nye bedste ven hedder Lilla Raliegh - og hun ser sådan her ud

Billedet er lånt her


Min nye bedste ven - eller veninde er hun vel - er en cykel med hjælpemotor. Det er virkelig en gave til sådan nogen som mig, som er udstyret med mindre gode lunger, og som bor i en by fuld af små og store bakker.

Hun er egentlig min mors, men jeg har fået lov at låne hende i et par måneder. Manden min er jo afsted hver dag i bilen til Billund, så jeg skal transporteres rundt på cykel, ben eller bus. Sådan noget logistik kan få min hjerne til at brænde sammen. Jeg kan sove dårligt om natten, hvis jeg ved, at jeg skal cykel langt væk, med en bus eller skal brug timer på transport. Jeg har det bedst med at være i kontrol, og det føler jeg nemmere, at jeg kan være i en bil eller på en cykel end i bussen. Men på cyklen har jeg været hæmmet af mine dumme lunger, som ofte brokker sig, når det går op ad bakke eller der er modvind - og der er seriøst meget modvind på danske cykelstier. 

Men nu kan jeg få hjælp til at overvinde bakker og modvind - og det er fantastisk. Jeg har allerede kørt over 55 km på en lille uges tid på min skønne veninde. Jeg kommer frem på ingen tid, fordi jeg ikke skal trække op ad bakker, og jeg er ikke nær så ødelagt, når jeg er færdig med min cykeltur, og som sidegevinst får jeg frisk luft, og jeg behøver ikke have busplaner til at gå op i en højere enhed. 

Jeg føler mig virkelig heldig. Jeg er sikker på, at jeg her har fundet mig en veninde for livet. Det bliver svært at undvære hende, og jeg sender godt nok min mor mange taknemmelige tanker. Tak mor! Jeg ved, at du læser med her, og selvom jeg har sagt tak, så får du altså lige et mere med her. 

Når jeg fortæller om min nye veninde med motor så kigger folk lidt, trækker på smilebåndet - nogen griner endda lidt af mig. Men ved I hva'? Jeg er ligeglad, for det har virkelig lettet min hverdag - og det gør noget ved min måde at tænke på.

Min store udfordring er jo tit forandringer, og det har været en stor forandring for mig, at jeg ikke bare kan sætte mig ud i bilen og komme fra A til B. Det har virkelig fyldt meget i mit hoved, at jeg skulle til at planlægge og have ting op i en højere enhed, når jeg skulle afsted til noget - og det kunne også fylde enormt meget for mig, hvis jeg skulle afsted på min egen cykel, fordi det var så pissehårdt ved mig. Og JA halvdelen handler om dårlig form - og den skulle jo gerne blive bedre med tiden, men resten handler om astmaagtige lunger, som jeg er ved at kaste op efter en tur op ad Overlundbakken. Og det kunne få min hverdag til at vælte totalt. Jeg følte mig begrænset og låst herhjemme. Objektivt set kan jeg godt sige og mene, at det er noget værre pjat, men virkeligheden var bare, at sådan var det. 

Jeg kunne ikke overskue træning i byen, fordi jeg skulle cykle eller med bussen. Det var et timelangt projekt at komme til netværksgruppe, og jeg kunne få ondt i maven over det flere dage før. 

Nu cykler jeg. Jeg cykler stadig ikke ubegrænset til Langbortistan, men det jeg cykler meget mere, og det fylder ikke ret meget i mit hovedet. 

Min bedste veninde har jeg haft en uge i morgen - og jeg har allerede tabt mig hjerte. Lilla Raliegh - skal vi være venner for evigt?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid endelig en kommentar